BAD MEXICAN DOG
BAD MEXICAN DOG er Joni Eikas beach-fabel fra novellesamlingen Efter solen, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2019. En queerpoetisk klassehistorie om beach boys’ liv i turisternes skygge på en beach club. På Sort/Hvid iscenesat af instruktør Emil Rostrup og scenografduoen GRIF (Ditte Tygesen og Mikkel Rostrup), kendte for deres skæve og brutale sceneæstetik. Kom til et surrealistisk, rituelt charterhelvede spillet op af live musik.
Din beach boy forstår, at du er samvittighedsfuld, og fortæller dig, hvordan det er at være en beach boy, hvis du vil høre? Han tilbyder massage, drinks, creme, skygge. Han fortæller om de andre beach boys, deres indbyrdes kærlighed, det mystiske liv, efter gæsterne er gået hjem – indtil Ginger, en rødhåret nervøs beach boy, snubler og lander med ansigtet imellem en kvindelig strandgæsts blege balder. Du ser, hvordan Ginger bliver straffet af kvindens kæreste. Hvordan han bliver tæsket til døde, imens vi alle sammen kigger umærkeligt på. Lidt efter begynder musikken at spille igen. Ferieparadiset fortsætter, men musikken lyder nu skæv i dine ører, som om den er fordrejet.
Når solen går ned, samles beach boy’sne om Gingers lig. Nu begynder det. Deres magiske ritual, der fremmaner en anden verden. Du er årsagen, du er vidnet, du er målet, du er midlet.
Medvirkende: Ludvig Brostrup, Tani Dibasey, Ruhi Erdogan(Musiker)
Baseret på novelle af: Joni Eika
Iscenesætter: Emil Rostrup
Scenografer og kostumedesignere Grif - Ditte Marie Tygesen og Mikkel Rostrup
Komponist: Ruhi Erdogan
Lyddesigner: Amalie Cecilia Frederiksen
Lysdesign: Balder Nørskov
Konsulent: Jacob Christian Schrøder
Scenografassistenter: Kamilla Bastholm, Caroline Frandsen
Scenemester: Jens Hyllested Bygger
Scenemesterpraktikant: Johanne Maise Hedeskov
Teatermaler: Niels Lau Nielsen
Foto: Jesper Berger